Fra vi nøgne og nådesløst bliver udleveret til livet, finder en tilpasning sted.
Og først er der kroppen. Vores hele eksistens er betinget af de muligheder og begrænsninger, den sætter for os. Hvem har ikke som barn drømt om at slå vingerne ud, at svæve over byens tage og vinke ned til de beundrerne og frygtsomme under os? Men det kan vi ikke, det lærer alle, og nogle på den hårde måde.

Siden er der familien, der også i sit fravær følger og former os gennem hele vores tilværelse. Det er her vi fra ryggen kæmper os om på maven, op på alle fire, og endeligt rejser os til den stilling, der er et særkende for det væsen vi er, et menneske. Og selvom vores forstand da er lille, og vi i dobbeltbetydning ikke har meget at skulle have sagt, har vi en glubende appetit på livet. Og allerede her spidser konflikten til. Den samhørighed vi første gang møder i familien, og som på dette tidlige tidspunkt er vores eneste garanti for overlevelse; imellem den og vores egen selvhævdelse vil vi vandre. For selvom fællesskab og individualitet nok ofte står som opponenter, er de dog hinandens forudsætning.

Ligesom vores organer tager farve af det vi spiser, drikker og indånder, tager vores nervesystem, muskulatur, og vores hele sanseapparat form efter de krav og udfordringer, vi bliver stillet overfor.
Fra vi drevet af nysgerrighed tager de første usikre skridt ud i verden, hopper af begejstring eller i raseri, til vi løber væk, og endeligt i et kraft- og yndefuldt spring lander i vores elskedes arme, styrkes vores muskler, vores sanser raffineres, nervesystemet gror til, og alt integreres i den hjerne, der stadigt vokser og bliver klogere på os og vores omgivelser.

Med madpakken smurt og tasken på ryggen endnu let at bære, går vi i spændt forventning til skole. Og alt imens et destillat af menneskets igennem tiderne akkumulerede kundskab bundfælder sig, tager vi livtag med hinanden. Konkurrerer, sejrer og lider nederlag. Danner og indgår i fællesskaber, der opløses igen. Træder op på scenen og griner og klapper og bliver forelskede i hinanden og os selv. Til vi slutteligt på toppen af vores ungdom, med en viden, en rå styrke, og en motorisk alsidighed, der placerer os i den absolutte top af vores medskabninger, er parate til at erobre verden, men i stedet må sande, at vi er henvist til at finde vores plads. I familien, i samfundet, i historien.

Og mulighederne er mange, kompleksiteten enorm, paradokserne åbenlyse. Og der er holdninger der skal stås ved. Hjerter der skal åbnes. Fødder der skal sættes i gulvet. Sår der skal læges. Munde der skal mættes. Pander der skal rynkes. Hæle der skal klappes sammen. Næver der skal knyttes. Læber der skal kysses. Ben der skal fejes væk under os. Sorg der skal bæres. Frygt der skal bævres for.
Og det sker, at vi bøjer os for dybt, strækker os for langt, banker for hårdt i bordet, løber for hurtigt og snubler og falder. Og det liv vi engang troede, vi med vinger skulle kaste os ud i, kan blive den sten om vores hals, der gør at vi bliver liggende.

Det er, trods det at meget kan uddybes og endnu mere føjes til, sådan jeg forstår vores situation. Det står her så du, når jeg nu rækker hånden ud mod dig, ved, hvad der rører sig af tanker og forestillinger hos den, den er forbundet til.