Hvad er mennesket? Hvad er livet? Hvad er virkeligheden? Findes der en sandhed? Er vi gode? Findes Gud? De spørgsmål, og mange lig dem, har mennesket stillet i tusinde år, og der gives svar på dem alle – mange svar. Og der er dage, hvor vi er henrykt af lykke over den rigdom og opfindsomhed, de har afstedkommet menneskeheden og os selv. Og der er nætter, hvor vi græder os i søvn over al den lidelse, vi kunne have været foruden, havde der alene været givet os ét.
Disse spørgsmål skal vi vende tilbage til. Men terapien er en praksis, og vi skal være praktiske. Og som det ofte sker for os, når vi er det, glemmer hvorfor vi gør noget, men bare gør det, kan jeg heller ikke lige nu komme i tanke om spørgsmålet, men husker dog svaret. Og det er noget de fleste af os gør hver dag – vi lever. Og fra naturens hånd er vi givet skikkelse og anlæg, der er unikke for os, og af historien er vi skænket de vilkår, der er vores. Selvom vi derfor ikke er lige stillet, kan alle nok alligevel skrive under på, at det at leve ikke altid er let. Når svaret kun gælder de fleste, er det fordi, der også hver dag er en del der dør. Det skulle heller ikke være ligetil, men jeg ved det ikke. For selvom det da er menneskeligt at komme i tvivl, er jeg, i dette øjeblik, overbevist om at jeg er levende. Det er du forhåbentlig også? Og selvom du måske nu lider, og måske endda er så lidelsesfuld, at du ikke længere ønsker at tælles iblandt os, må du da indrømme, at det er et bedre udgangspunkt for at blive glad igen, end hvis du var død?

Vidste man ikke bedre, kunne man tro jeg prøvede at muntre dig op. Det vil jeg også gerne. Men det i dig jeg skriver til, er håbet. Og alene det at du læser dette, siger mig der stadig er håb tilbage at finde i dig. Og da er du ikke fortabt, din vej ikke forsvunden, dine muligheder stadig intakte.

Spørgsmålene øverst oppe er det ikke terapiens opgave at svare på, selvom dine overvejelser i så henseende er mere end velkomne. Men det vil alligevel være som om de svæver over os. For der er ét spørgsmål fra samme skuffe, der må og skal være nærværende. Ikke bare i terapien, men fra nu og frem. Da der på dette heller ikke gives endeligt svar, er det lige relevant for os begge, og vi må med alvor og opmærksomheden rettet mod os selv og hinanden spørge: Hvem er jeg? For hvordan ellers sætte mål for os, hvis ikke vi kender vores udgangspunkt?

Er lidelsen dit udgangspunkt, er det der vi starter og bevæger os rundt om. Og når du er klar til det, har genvundet din kraft og styrke, giver vi dig vinger på, og skyder dig ud i livet igen. Ud at leve efter bedste evne og virke med det bedste du har lært.

Men hov, mens jeg har været optaget af at skrive denne tekst, er jeg alligevel kommet i tanke om spørgsmålet. Det lyder: Hvad er det, vi hvert øjeblik vi gør det, må huske hinanden på at glædes over?

Ja, vi har alle ansvaret. For os selv og for hinanden. Geioa er min måde at tage det på. Du har din. Og har du brug for min hjælp, ved du nu hvor du finder mig.